torsdag den 13. december 2007

Uge 47 i Herlev

Lige så snart uge 47 er overstået, er man involveret i de næste opgaver. Så glemmer man nemt den periode hvor det var borger.dk der fyldte det hele. Det er helt sikkert godt at samle op, og godt at se hvordan I andre har taklet det, så nu skal jeg kort fortælle hvordan det gik her.

Kort tid før uge 47 fik vi kontakt med Ekspressen, det nærmeste vi er på et borgerservicecenter her i Herlev. Vi fik aftalt at arbejde sammen, i første omgang deltog lederen af Ekspressen i de to introduktioner vi havde til borger.dk, og så snakkes vi ved når de har været på kursus. (Det har de jo altså været nu). Vi vil også lave noget sammen når "min side" kommer på.

Samtidig oplevede jeg op til uge 47 at få to (hele to!) henvendelser angående brugen af digital signatur - og det kunne jeg så love at gennemgå på introduktionskurserne. Og herligt at folk spørger helt af sig selv :-)

Jeg sendte pressemeddelelsen om uge 47 til den lokale avis, og der var en lille notits. Ikke meget. På biblioteket hænge vi plakater op overalt og fordelte foldere - kombineret med sundhed.dk's kampagne som jeg har set at andre også har gjort.
Vi spurgte om vi kunne få noget på storskærmen på rådhuset, vi har ikke nogen selv. Men kommunens politik er at den kun bruges til annoncering af ting der sker på rådhuset. Ærgerligt!

Vore to introduktioner til borger.dk lå - tilfældigvis - i uge 47. De var ikke overtegnede, det vil sige under 12 deltagere pr. introduktion. Forløbet var godt, niveauet som folk havde forventet. Kurserne blev annonceret sådan:

Spring køen over – nemt og sikkert
Betjen dig selv hos det offentlige, når det passer dig

Vi viser dig hvordan du bruger digital signatur og præsenterer selvbetjeningsløsninger og meget mere på borger.dk

Introduktionerne varede to timer og blev holdt om formiddagen.
Jeg brugte min egen digitale signatur til at logge ind på sundhed.dk så folk kunne se hvordan jeg installerede og loggede ind, men de blev sparet for at se mine private sundhedsdata.

0 kommentarer: